Omlyd

Omlyd (tysk Umlaut, heraf engelsk umlaut) er en farvning af en vokal efter en, ofte forsvundet eller forandret, vokal eller halvvokal i den følgende stavelse. F.eks. *fōtuz : *fōtiz 'fod' > dansk fod ~ fødder, engelsk foot ~ feet (med ee for ældre langt ø), tysk Fuß ~ Füße, plattysk Foot ~ Fööt.

Ordet kan også betegne det særlige diakritiske tegn (¨), der i tysk bruges for at angive de omlydte vokaler (se: umlaut). Omlydstegnet, der nu mest er to prikker, var tidligere to parallelle streger, ", der er en reminiscens af et 'e' i gotisk håndskrift; omlyden var altså oprindelig et 'e', der blev skrevet oven over vokalen (a, o eller u), og når et omlydstegn ikke er muligt, kan man i stedet omsætte således: ä → ae, ö → oe, ü → ue, og det fører direkte tilbage til omlydsprikkernes oprindelse som et håndskrevet gotisk 'e'.

Omlyd må skelnes fra aflyd (f.eks. synge : sang : sunget), der er et fælles indoeuropæisk vokalskifte.


© MMXXIII Rich X Search. We shall prevail. All rights reserved. Rich X Search